09/01/05:
I april 2004 kunne folk for første gang læse sandheden om vikingernes evige
magt. I den måned begyndte jeg nemlig at lave denne her hjemmeside, og siden
da har jeg haft langt over 50.000 hits! Man kan vist roligt konkludere, at
vikingerne er mere populære end nogensinde, og samtidig kan vi glædes over,
at magthavernes forsøg på at lyve om verdenshistorien er mislykket.
Danskerne VIL have TOTAL VIKING POWER!!!, og de
vil have det NU!
Folk spørger mig tit, om jeg ikke bruger for meget
energi på min hjemmeside. De mener sikkert, at jeg burde ligge og tage
armbøjninger i et eller andet åndssvagt fitness center, eller måske synes
de, at jeg skulle tjene penge på at gå med reklamer eller noget. Til de folk
har jeg tre ord: VIG BORT, NIDDINGER! Man kunne lige så godt spørge Jesus,
om han ikke brugte for meget energi på alt det der religionshalløj - eller
Newton, om han ikke lige skulle slappe af med sin forskning. Formålet med
mit liv er at udbrede sandheden om vikingerne, og intet på denne jord skal
afholde mig fra at nå mit mål.
Heldigvis har jeg fået støtte fra en masse dejlige
mennesker, og derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak
til alle jer, som har mailet mig, eller som har skrevet spændende indlæg i
min gæstebog. Tak gutter (og gutinder). Det varmer dybt ind i sjælen... som
et krus velbrygget mjød på en frostklar dag. I har været med til at gøre
2004 til et fantastisk år, og selv om jeg aldrig har mødt nogen af jer, så
har jeg sgu ligesom på fornemmelsen, at vi ses i Valhalla. Jeg håber og tror
på, at I også vil være med til at gøre 2005 til et ægte vikingeår.
Begyndelsen på et nyt år er jo altid en god lejlighed til at gøre lidt
status, og derfor har jeg lavet en lille graf, som illustrerer udviklingen i
folks vikinge-interesse gennem de sidste 3000 år. Den ser sådan her ud:
|
|
 |
En af de mest interessante ting ved
grafen er, at den demonstrerer, at interessen aldrig har været nede på 0%.
Allerede før vikingetiden var der lidt interesse. Det virker måske lidt
unaturligt, men husk nu, at vikingernes magt er EVIG! Det er derfor. Desuden
lægger man mærke til, at interessen var helt oppe på 100% i perioden fra år
800 til 1100. Her er forklaringen selvfølgelig, at vikingetiden lå i netop
denne periode. Det er nok meget normalt at være fokuseret på nutiden, så det
høje niveau bør ikke komme som nogen overraskelse. Efter vikingetiden
styrtdykker interessen, og vi skal faktisk helt hen til år 2004, før vi
finder starten på en ny, god periode. Stigningen skyldes blandt andet min
hjemmeside - og JERES støtte. Tak.
Nu vil I sikkert gerne vide, hvordan I kan få
interessen endnu højere op i det nye år. Der er mange muligheder. I skal
selvfølgelig blive ved med at studere vikingetiden, men I skal også gøre
ting i dagligdagen. Hvorfor købe dyre kiosk-bajere, når man kan brygge sit
eget mjød? Og hvorfor gå i mærketøj, når man for de samme penge kan få en
cool ulvepels? Det er selvfølgelig også en rigtig god idé at lære
runealfabetet, og det er også ret vigtigt at løbe rundt ude i skoven, mens
man skriger Odins navn. Hvis du går i skole eller på gymnasiet, så spørg
dine lærere, om I ikke nok please må få temauge om vikingerne. Sammen kan vi
gøre en forskel.
HIL ODIN!
|
|