|
SPØRGSMÅL: Hvordan ser man EM i fodbold på den mest vikingagtige
måde?
SVAR: EM begynder om et par dage, og derfor er det enormt vigtigt, at
folk lærer at se det på den rigtige måde. Nogle tror måske, at det er nok at
sætte sig foran fjernsynet med en latterlig klaphat og et par pilsnere. De
tager fejl. Andre tror måske, at man skal sætte sig helt vildt meget ind i
reglerne og taktik og statistik. De tager også fejl.
Den vigtigste ting inden for EM-kigning er engagement.
Man kan have drukket nok så mange bajere, og man kan vide nok så mange
ekspertagtige ting, men det hjælper bare ikke en bønne, hvis man ikke går
amok under kampen. Den nemmeste - og mest klassiske - form for amok er
simpelthen at skrige. Det er måske ikke særlig originalt, men det hjælper.
Det er også en ret god idé at kaste med ting. Man skal klart nok være lidt
forsigtig med hensyn til at kaste med flasker, men der er ikke noget i vejen
for at man kyler med dåser eller møbler.
Det er også ret vigtigt, at man lader være med at gå
alt for meget op i de der optakstprogrammer, hvor eksperterne siger, at det
bliver en svær kamp, og at det gældes om at ramme dagen. Man skal ikke ramme
dagen... man skal ramme modstanderen. Når kampen så er i gang, så skal man
bare leve sig 100% ind i den. Man skal f.eks. ikke være typen, som siger, at
dommeren har ret, når han dømmer noget, som går imod Danmark. Det kan da
godt være, at dommeren har ret objektivt set... men EM har bare
ligesom ikke noget med objektivitet at gøre. EM handler om følelser, og
derfor skal man bare skrige hele tiden.
Fordelen ved EM er, at det nærmest altid bliver afholdt
i Europa, og derfor bliver kampene ikke spillet i en eller anden latterlig
tidszone, som gør det umuligt at drikke sig fuld. De bliver spillet om
aftenen, så jeg anbefaler helt klart, at man begynder at drikke sig fuld
først på eftermiddagen. På den måde er man godt op at køre, når kampen
begynder, og så er man også i godt skrigehumør. Men man skal bare lige huske
at have styr på blodsukkeret og saltbalancen, så man ikke går kold. Sørg for
at spise nogle spareribs (eller chips) med masser af salt i løbet af dagen,
og spis også lidt chokolade indimellem. Så kan man tåle at drikke rigtig
mange bajere.
Når kampen er i gang, og der har stået 0-0 i et stykke
tid, så begynder éns onkel eller nabo altid at ævle om, at man skal "åbne
fløjene", "se hullerne", "trække tempoet ud af kampen" eller noget andet
vrøvl. Taktik er ikke nær så vigtigt som TOTAL VIKING
POWER!!!, så du skal bare lade være med at høre efter. Du skal bare
skrige og drikke, og så skal du skrige ekstra meget, når Danmark laver en
fed vikingtackling på en eller anden modstander, så han flyver gennem
luften.
Vi har været ret heldige med puljen. Det er fedt, at vi
får chancen for at spille mod Italien. Det bliver nok den fedeste kamp, for
her har man muligheden for sammenligne TOTAL VIKING
POWER!!! med USSEL ROMERRIGE KLYNK.
Desværre kan Thomas Gravesen ikke være med i den kamp. Det kan han til
gengæld mod Sverige. Den kamp er også psykovigtig, for den afgør, hvilket
skandinavisk land, som er mest vikingagtigt. Jeg vil næsten hellere have, at
vi vinder den kamp uden at gå videre, end at vi taber den men går videre.
Det er selvfølgeligt fedest, hvis vi både tæsker svenskerne og går videre.
Så skal vi nok også slå Bulgarien. Personligt har jeg ikke rigtig noget imod
bulgarere, men derfor kan man jo godt gå amok på dem.
TOTAL VIKING POWER!!!
ønsker alle et godt EM!
|